Vores aktivitet
Vores erfaring med vores aktivitet.
Aktiviteten var Buster og Carl. Vi havde fået til opgave, at vi skulle lave en aktivitet, som gavnede andre mennesker uden for skolen. Vi havde tænkt, at vores aktivitet skulle være et socialt budskab.
Hvad handlede vores aktivitet om? Vi ville lave et budskab om fællesskab. Vores tanke var, at sætte os ned på en bænk med et skilt. Vi skulle skiftes på tur og prøve at få så mange så som muligt til at snakke med os. På vores skilt stod der "føler du dig ude af fællesskabet, så snak med mig."
Hvor gjorde vi det? Hvorfor lige der? Vi arrangerede vores event på Svendborg banegård, en regnfuld mandag. Vi var nødt til at udføre vores aktivitet indenfor, fordi alle andre mennesker gad jo ikke at stå ude i regnen og snakke med os. Samtidig ville vi og vores skilt blive vådt. Vi tænkte banegården var det bedste sted at være, på grund af, at de fleste mennesker, som tager toget som daglig transport, har for det meste ringere liv. Det er også et rigt sted for mennesker.
Hvorfor gjorde vi det? Vi tænkte, at den bedste måde at gavne andre mennesker på, er at imødekomme dem. Det er tit, at folk, der har svært ved at snakke med andre, skal bare have en hånd. Vi vidste selv at det altid er rart at snakke med nogen.
Hvordan havde vi tænkt os at det skulle forløbe sig? Vi havde forestillet os, at der ville være kommet en del mennesker hen og snakke med os. For det meste havde vi forventet nysgerrige folk, som ville synes det var en spændende aktivitet. Vi havde også forestillet os, at der ville have været folk udefra, der måske ville kigge på os underligt. Men vi håbede på, at der ville være kommet en ensom person.
Men hvad skete der egentlig? Buster og jeg gik ind på togstationen hver for sig. Vi ville jo ikke have, at folk skulle få en ide om, at vi arbejdede sammen. Buster gik ind først og satte sig på en bænk tæt ved udgangen. På den måde kunne vi interagere med mennesker, når de steg af toget og ind gennem stationen. Buster tog skiltet frem. Jeg startede tiden. Vi skulle have skiltet 30 minutter hver.
I de første 5 minutter, Buster sad på bænken, virkede det lidt underligt. Jeg skrev til Buster "Fuck det er cringe det her," som er et slags udtryk af "Ej, det her er kikset". Buster begyndte lige så stille at vende sig til det. Han sad og kikkede op på uret. Der var gået ca. 10 minutter. Han fik øjenkontakt med mange af de mennesker, som gik forbi ham. Det så ikke ud til, at der var nogen negative tanker om det. Det var nysgerrige blikke og folk, som tænkte "hvad går det ud på"? Et kvarter inde i aktiviteten begyndte det at være lidt stille for sig. Men så kom der en mand hen og satte sig ved siden af Buster. Han spurgte om, hvad det gik ud på og Buster forklarede ham, at vi har skoleprojekt, og vi skulle lave en aktivitet, som gjorde gavn til andre. Manden var i tyverne. Han hed Malthe. Han sagde at det var et godt projekt, og han faktisk selv har gjort noget lignende. Sidste uge havde han selv et skilt, hvorpå der stod "skal vi snakke om verdens problemer"?. Buster og Malthe grinede lidt, og havde faktisk en hyggelig snak. Malthe skulle skynde sig videre, men selvom han skulle hurtigt afsted, så var det stadig en hyggelig snak de havde. Derefter gav jeg en besked til Buster, hvorpå der stod "SÅDAN MATE! Resten af tiden havde Buster et stort smil på læben, selvom der ikke kom flere over. Da den var cirka 14:40, skrev Buster og jeg sammen, om at vi skulle bytte plads. Vi sagde ikke noget til hinanden. Vi byttede bare plads.
Nu var det min tur. Jeg gik hen til bænken. Mit hjerte bankede helt ekstremt. Jeg havde aldrig gjort sådan noget her før. De første 10 minutter var utrolig pinlige. Folk stirrede konstant på mig, men der var aldrig nogen, som kom hen til mig. Minutter efter, lod jeg mærke til, at folk smilede når de læste skiltet. Det var som om, at det gavnede dem, selvom de ikke kom hen og snakkede med mig. Men på det tidspunkt tænkte jeg slet ikke på det. Måske var nogle af dem, som læste skiltet ensomme mennesker. Jeg vidste allerede, at folk normalt ikke vil indrømme, at de har sociale problemer, men måske havde vores budskab været gavn nok. En enkelt dreng, der ser dem, som normalt ikke bliver set er måske det eneste, der skal til. Buster skrev til mig på sin telefon, at jeg måske skulle til at holde øjenkontakt med folk, men jeg skrev "argh" til det. Jeg ville jo ikke have, at folk skulle føle sig presset, til at komme over til mig. Efter alt den tid, hvor ingen snakkede til mig, begyndte jeg at føle mig ligegyldig. Jeg følte, at folk så mig, men ingen gad at gå hen til mig. Jeg tænkte "når de nu ikke vil snakke med mig, så kan jeg jo ligeså godt gå". Blikkene vendte mod mig på en nærmest ubehagelig måde. Det var som, at hele vores aktivitet havde vendt. Nu var det mig, som var den ensomme. 5 minutter inden jeg var færdig kom en dame og hendes datter hen til mig. Damen hed Tine. Hun havde været inde i togstationen i lang tid, og hun lod meget mærke til, at ingen gik hen til mig. Hun sagde til mig, at hun synes at det var synd, at ingen havde gået over til mig. Hun spurgte mig, hvorfor jeg lavede denne aktivitet. Jeg fortalte hende nøjagtigt det samme som Buster før mig. At det var projekt og alt det der. Da Tine gik var jeg helt vildt glad. Jeg kunne næsten ikke lade være med at smile. Det er måske sådan ensomme mennesker føler når de bliver lagt mærke til. På en måde var det mig der blev gavnet der. Til sidst blev jeg færdig. Buster gik hen til og sagde til mig, at han lige skulle tage et billede af mig. Det er det billede i ser af mig på side første side af denne fortælling. Imens vi gik ud af togstationen fortalte Buster mig, at inde i 7-Eleven var der folk, som snakkede med hinanden, om de skulle gå over og snakke med mig. Men det var der ingen, som gjorde. Alligevel var det en meget behagelig tanke, at folk havde tænkt på mig. Da Buster og jeg gik væk fra stationen, snakkede vi resten af dagen om, hvilke tanker vi havde gjort os.
Hvad fik vi ud af vores aktivitet? Buster og jeg snakkede rigtig meget om, at vi fik en bedre forståelse for de ensomme mennesker. Vi havde begge følelsen af, at vi råbte efter hjælp, men at ingen gik hen til. Og da der så kom en person over til os, blev vi nærmest lykkelige.
